Voldtoftevej 13, 5620 Glamsbjerg

Stråtækt fredet bondehus i naturskønne omgivelser

Velkommen til Voldtofte, som ligger i den smukke Vestfynske natur. Her får du en idyllisk beliggenhed i en af Fyns bedst bevarede
landsbyer med velholdte gårde, der afspejler byggeskikken på landet gennem 200 år. Dette fredede bindingsværkshus med stråtag er
et glimrende eksempel. Det stråler af charme og autentisk bondehusidyl, og man mærker også historiens vingesus indenfor i
den hyggelige bolig. Huset ligger på en stor ugeneret grund, der grænser direkte op til åbne, bølgende marker.

Huset er fra omkring 1850, bygget af materialer fra en nedrevet bindingsværksgård. På det tidspunkt var huset beboet af en hjulmager.
Det har været i familien Bloch-Larsens eje siden 1927. I 1995 fik Hans Henning Bloch-Larsen huset fredet. Der fandtes dengang kun
tre af denne slags huse på Fyn. I dag er det det eneste af sin art på Fyn. Huset blev i 2009 total renoveret i samarbejde med
Kulturarvstyrelsen af den nuværende ejer, som har stor passion for fredede ejendomme. Selve restaureringen kostede ca. kr. 900.000.
Det er totalfredet og lofterne i de 2 stuer er særskilt fredet. Rumfordeling står, som da huset blev opført. Restaureringen er gjort meget
nænsomt i respekt for husets udtryk. Mange steder er bindingsværket, blandt andet en del af fodremmen, blevet udskiftet. Der er
gulvvarme i køkken, bagentre og badeværelse.

Bondehuset har mange smukke detaljer, som er bevaret helt fra dengang. Eksempelvis det mørklakerede plankegulv i stuerne og ikke
mindst vægpanelerne og det dekorative malede kassetteloft. Man har vedligeholdt/moderniseret boligen gennem årene med stor
respekt for husets historie og byggestil og godkendelse fra fredningsmyndighederne, så karme og lister er malet i flotte farver, der
passer til de enkelte rums udtryk og køkkenet er opbygget med åbne hylder og en bordplade, hvilket harmonerer med resten af
indretningen.

Huset er fredet, hvorfor man ikke betaler ejendomsskat, og kommunen er positivt indstillet overfor at fjerne bopælspligten, så du kan
anvende boligen som sommerhus eller flexbolig.

Skal du have flere gæster om sommeren ligger der i Voldtofte et dejligt shelterområde, så man kan nyde det primitive udeliv. Haarby er
en lidt større by, som ligger ca. 6 km fra ejendommen, hvor alle muligheder er til stede for dagligvareindkøb m.v. Ca. 8 km til
legendariske Snave, hvor man måske kan møde Polle. Og med kun 10 km til stranden ved Helnæsbugten, er badeturen også sikret.
Man kan altid følge med i det lokale på http://www.flemlosevoldtofte.dk/

Book en fremvisning, og glæd dig til at opleve vaskeægte bondeidyl i en hyggelig landsby.