Nu får I chancen for at erhverve jer en helt særlig bolig midt i Middelfarts hyggelige bymidte. Dette historiske og fredede byhus fordeler sig på to etager, og udenfor får I en privat have med hyggelig gårdstemning, et praktisk udhus og egen parkering.
Udefra præsenterer huset sig idyllisk med røde sprossevinduer og hvælvet hoveddør i smuk harmoni med ejendommens gule Flensborgsten. Ejendommen har en helt særlig historie, da det blev opført tilbage i 1767 som hospital af købmand Christian Iversen. Fra gaden leder en trappe jer op til den røde hoveddør, og så snart I træder indenfor, mærker I, hvordan stemningen matcher det meget charmerende førstehåndsindtryk udenfor.
Indenfor i boligen kan I glæde jer til lyse rum med pæne plankegulve, og planløsningen er praktisk opdelt med opholdsafdeling i stueplan og to værelser på førstesalen. Husets to stuer har mange anvendelsesmuligheder og ligger godt placeret i forhold til boligens nydelige og velholdte køkken med udgang til den hyggelige gårdhave. I forlængelse af køkkenet ligger en eventuel spisestue, hvor måltiderne får en helt ny betydning. På etagen finder I også boligens badeværelse.
Ovenpå kan I nyde detaljer som loft til kip og fritlagte bjælker i de to værelser, og I møder ejendommens oprindelige detaljer ude på etagens praktiske toilet.
Drømmen om egen have bliver til virkelighed udenfor i den meget private have. En del af udearealet er anlagt med brosten, som giver en dejlig gårdhavelignende stemning. Her kan I nyde solen og invitere familie og venner til fest og fejringer, uden at I kommer til at mangle plads. Der er også et græsareal, og prikken over iet er ejendommens udhus i ægte bindingsværk. Sidst, men ikke mindst, er der god plads til at køre én eller flere biler ind gennem den røde port fra gaden.
Algade ligger i Middelfarts bymidte, som emmer af charme med sine brostensbelagte gader, skønne caféer, specialbutikker og smukke beliggenhed ved Lillebælt. Her er en afslappet stemning, kort afstand til havnepromenaden, kulturtilbud og alt, hvad I skal bruge i dagligdagen, har I lige ved hånden.
Det er ikke hver dag, sådan en bolig bliver sat til salg! Book en fremvisning allerede i dag, hvis I vil være de heldige ejere af dette unikke byhus på Algade!